Flertallet bag ønsket om en godskørselslov for varebiler vil nu udforme et lovforslag om varebilers godskørsel for fremmed regning, der fremsættes til oktober, oplyser Fagpressebureauet på Christiansborg. Initiativet bakkes op af ministeren.

Flertal klar til varebilslov

Transportministeren – sammen med DTL formand og direktør ved et nyligt møde. Foto: Per Daugaard

Af Morten Lindbo, mol@dtl.eu

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) tager nu selv initiativ til at indkalde varebilspartierne:

”Den 14. juni afholdte jeg et møde i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, hvor formanden for Varebilsudvalget, Kjeld Zacho Jørgensen, orienterede Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg om Varebilsudvalgets anbefalinger. Formanden for Varebilsudvalget tog på mødet forbehold for, at udvalgets anbefalinger endnu ikke er helt på plads. Så snart jeg har modtaget de endelige anbefalinger fra udvalget, vil jeg sende dem til transportordførerne,” oplyser transportminister Ole Birk Olesen til Fagpressebureauet.

Ministeren fortsætter:

“På mødet blev det konstateret, at Varebilsudvalget har været med til at afdække nogle usikkerheder og potentielle problemstillinger i det vedtagne beslutningsforslag B 165. Jeg tilkendegav derfor på mødet i går, at jeg efter sommer vil indkalde ordførerne til møder, hvor vi med afsæt i beslutningsforslag B 165 og Varebilsudvalgets anbefalinger vil drøfte det nærmere indhold af et kommende lovforslag, som ministeriet vil udarbejde.”

DTL tilfreds
Det glæder adm. direktør i DTL – Danske Vognmænd Erik Østergaard, der heller ikke ser nogen særlige problemer i forhold til en fremsættelse af et lovforslag – andet end en fornuftig politisk drøftelse af, hvordan kravene til varebilstransportører skal udmøntes:

”Der er et politisk ønske om en regulering af gods med varebil for fremmed regning. Nu skal vi ikke gøre dette her sværere, end det er. Vi taler om, at en godskørselslov skal samle myndighederne til at gøre noget ved implementeringen, kontrollen og håndhævelsen af godskørsel for fremmed regning, så vi ikke har et undermarked af varebiler, der kører på må og få med andres ejendom. Al tale om, at dette betyder mere bureaukrati og administrativt bøvl, afhænger jo helt af, hvordan man indfører ordningen.”

De to største partiers ordførere, Christian Rabjerg Madsen (S) og Kim G. Christiansen (DF), bekræfter ifølge Fagpressebureauet, at lovforslaget fremsættes uanset om transportminister Ole Birk Olesen (LA) er med- eller modspiller.

Lovforslag efter sommerferien
”Alle partier – også ministeren – anerkender, at der et stort, bredt flertal for at lave en tilladelsesordning, som skal begrænse sort arbejde, social dumping og skattesnyd på varebilsområdet. Vi sætter os sammen lige efter sommerferien og får de sidste præciseringer på plads, så der kan laves et lovforslag,” siger S-ordføreren Christian Rabjerg Madsen.

”Overgangsfasen skal være max. ét år,” fastslår DF-ordfører Kim G. Christiansen. Så kan uddannelsessteder og branchen nå at omstille sig.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og SF, vedtog 31. maj 2016 beslutningsforslaget, som pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om, at varebiler under 3500 kg, der udfører godskørsel for fremmed regning, omfattes af godskørselslovens principper.

De tre nuværende regeringspartier og Det radikale Venstre stemte imod beslutningsforslaget.